Læserbrev

Fjernvarme Fyn. Kassedyk er rent tyveri fra brugerne

Læserbrev: Hvor er Odense Kommunes økonomiske arrangement i forhold til Fjernvarme Fyn? Hvilke bidrag har Odense Kommune ydet til Fjernvarme Fyn ved køb af Fynsværket? Medarbejdere er aflønnet af Fjernvarme Fyn, ikke af kommunerne. Ved salg af Fjernvarme Fyn vil det udløse et større millionbeløb til Nordfyns Kommune. Hvor er Otterup-forbrugernes retslige stilling ved et salg? Den økonomiske indtægt her kan kun tilfalde forbrugerne i Otterup. Beløb vil i så fald ligge omkring 45 millioner. Ved sammenlægning af Otterup Kommunale Fjernvarme og Odense Kommunale Fjernvarme var der ikke nogle udgifter/salg og pengebeløb, sammenlægningen forløb godt. Det skal her bemærkes, at varmeprisen er steget ca. 50 procent siden sammenlægningen for 12 år siden. Stigningen er afgifter og højere priser på driftsmidler. Ved et salg af Fjernvarme Fyn vil prisen nok ligge i omegnen af 1,5 milliard. Heraf skal der betales 40 procent til skat. Her er så 900 millioner til deling mellem Odense Kommune og Nordfyns Kommune. Fordeling på cirka 97 procent til Odense Kommune og 3 procent til Nordfyns Kommune. Forbrugere i Otterup og Odense skal derefter betale hele beløbet en gang mere, her taler vi både om skat og det beløb, som kommunerne har fået udbetalt. Mener Odense Kommune virkelig et salg er den rigtige beslutning? En sammenlægning med Energi Fyn er en udmærket ide, hvor den grønne omstilling kan sættes endnu mere i fokus. En sammenlægning må bare ikke koste forbrugerne noget. Vil kommunerne slette det ejerskab, de på nuværende tidspunkt mener, de er en del af, kan en sammenlægning ske ret hurtigt. Værdierne bliver hos forbrugerne, som har betalt alle investeringerne. Det vil sige ingen udbetaling til kommunerne. Er salg forenelig med den kommunale fuldmagt? Kommunerne må ikke eje/arbejde i et brugerbetalt område. Skattekroner må ikke bruges til brugerbetalte områder. Odense Kommune må finde midler andre steder til den udvikling, den mener vil komme. At kommunen vil lave kassedyk i de brugerbetalte selskaber er rent tyveri og utilstedelig politisk opførsel. Politisk læring er: Tæring efter næring. Har du penge kan du få, har din ingen må du gå. Folk og Røvere i Kardemommeby spilles på Odense Teater. At den også er flyttet til byrådssalen i Odense er en overraskelse.

Annonce
Annonce
Læserbrev

Debat: Affaldstømning

Annonce
Læserbrev

Finanslov. Slut med kulturel ørkenvandring

Læserbrev: Der er meget at glæde sig over i denne decembertid. Og særligt ét stort ønske hos mig er allerede blevet opfyldt. Efter fire lange år med systematiske nedskæringer for dansk kultur under den forrige Venstre-regering, har vi nu endelig lavet en finanslov, der sætter en stopper for besparelserne. Det har gjort ondt. Betydet nedskæringer. Og det har hæmmet vores kulturinstitutioner alvorligt. Det stopper vi nu. Fra næste år annulleres planlagte besparelser på 764 mio. kr. Nu får landets kulturinstitutioner endelig ro i maven, tryghed samt tid til at arbejde med kunst, kultur og formidling. Frem for bange anelser og stress over umulige regneark med besparelser og udsigt til afskedigelser og mindre aktivitet. Fremover kan vi glæde os over, at Det Fynske Kunstakademi, Svendborg Museum, Odense Teater og mange populære kulturinstitutioner på Fyn og rundt omkring i landet får ro til at udvikle sig i en positiv retning. Det er der brug for. Vi har nemlig en stor fælles udfordring. Danmarks Statistiks opgørelse over danskernes kulturvaner viser, at hver fjerde dansker ikke har brugt et af de klassiske kulturtilbud de seneste tre måneder – de har f.eks. hverken besøgt et museum eller gået i teatret. Med den nye finanslov – der kører Venstres grønthøster direkte på lossepladsen – skaber vi nogle fornuftige muligheder for, at vi i de kommende år kan gøre kulturen relevant for flere. Det skyldes ikke mindst at alle partierne bag regeringen har kæmpet for kulturen. Det er fantastisk. Og det er tiltrængt.

Læserbrev

Digitale børn. Sabeltigeren i stuen

Læserbrev: I en fjern tid lærte mennesket at reagere på ethvert skift i synsfeltet med øjeblikkelig opmærksomhed: ”Hvad sker der?” Det var sabeltigeren, der lærte dem lektien. Ikke alle lærte det. De uopmærksomme fulgte med sabeltigeren tilbage til skoven. Det er denne urgamle erfaring, softwaren til børns underholdningsapparater bygger på. Man tager en grundfortælling, laver den om til et billedforløb med mange visuelle skift og tilsætter lidt højhastighed. Denne grundskabelon udstyres med alternative præfabrikerede skift, som kan aktiveres med et tastatur. Det giver børnene en oplevelse af at præstere noget. Denne oplevelse kan forstærkes ved at indbygge et pointsystem, der sætter et tal på præstationen. Så er det bare med at gå i gang. Den digitale sabeltiger brøler igen og igen, og børnene svarer med urtidsreaktionen: ”Hvad sker der?” ”Hvad sker der?” Den lange kæde af hurtige visuelle skift hensætter hurtigt børnene i en trancetilstand. Så forstyrrer de ikke forældrenes effektive arbejdsgange, og de praktiske opgavers sure pligtarbejde kan overstås hurtigst muligt. Børns underholdningsapparater er simpelthen en sand guds gave til voksne, der tynges af forældrebyrden. Visse børnepsykologer opfordrer til, at børn lige fra småbørnsalderen inddrages i familiens praktiske opgaver, så de kommer til at opleve, at de præsterer noget værdifuldt og nødvendigt for familieflokken. Det lyder rigtigt, men er jo ren utopi. At efterleve opfordringen kræver tid, måske endda god tid, og god tid hører fortiden til, og det kan jo ikke være anderledes. Der kan siges meget godt om børn, men de mangler fuldstændig forståelse for vigtigheden af at komme hurtigt og effektivt fra A til B, så man kan komme videre til C. Børn smøler med tiden, lader sig aflede og falder i staver. Fritgående børn obstruerer den hjemlige effektivitet. Selv om forældrene sætter stor pris på børnenes underholdningsapparater, lurer der en lille betænkelighed: ”Skader det mine børn?” Spørgsmålet rettes til de videnskabelige eksperter for at få et videnskabeligt velfunderet svar. Det kan de godt få, men først om tyve år. Indtil da har børns omgang med skærm og tastatur eksperimentets karakter. Det, der ikke skader, er ikke nødvendigvis godt. Måske bliver spørgsmålet mere relevant, hvis det drejes 180 grader og nuanceres lidt: Er der i omgangen med skærm og tastatur noget værdifuldt for mit barns udvikling og livfuldhed, som står mål med de mange timer? Svaret på det spørgsmål kan besvares uden eksperters hjælp. Hvis forældrene forholder sig nysgerrigt kritisk og med eftertanke til det, der foregår lige foran deres næsetip. Måske er den digitale sabeltiger ikke så tandløs, som forældre selvberoligende foretrækker at tro. Måske har den kæften fuld af spidse tænder. Hvordan den faktiske situation er, må forældre selv se uden eksperters medvirken. Og de må handle på det de ser, afprøvende og med den kritiske sans og den gode tvivl intakt. Det er det, børn har de voksne til.